Fru Petersens Café i Præstegaden
Fru Petersens Café er indrettet i den tidligere kirkeskole fra 1908, der er tegnet af arkitekt Mathias Bidstrup. Skolen var en af 4 sogneskoler, og skolen var sognets kirkeskole (sognets hoved- skole). Dette blev markeret med et gavlrelief af Skt. Maria, som er sognekirkens skytshelgen. Dette relief kan stadig ses på gavlen over indgangsdøren.
Da skolen blev nedlagt i 1967, overtog Bornholms Amtskommune skolen, og brugte den til træningsskole for handicappede børn og unge. I firserne fungerede skolen som specialskole for voksne udviklingshæmmede. Herefter blev skolen anvendt som genbrug/loppemarked, hvor indtægterne gik til Børnenes Kontor i København.
I 1993 overtages skolen af Venny og Jens Petersen, som i 1997 åbner Fru Petersens Café.
I dag drives caféen videre af Kit Wisweh og Søren Nexø, og vi glæder os til at byde jer velkommen i vores fantastiske café.
Hos os er kodeordene:
hygge, ro, masser af tid og kærlighed